Det har været en hård uge. Min veninde og jeg har "slået op". Jeg har egentlig altid gået og troet, at man var veninder for livet, eller at et venskab bare ville glide ud i sandet, og at det kun er teenage piger der slår op med venner. - men min bedste veninde gennem 15 år gjorde noget utilgiveligt, og skuffede mig mere en nogen anden. Det er ikke noget jeg kan tale mig ud af, og jeg har faktisk ikke lyst til nogensinde at se hende. Jeg skal ikke kede jer med de slibrige detaljer, det er jo også lige meget, men selve følelsen af at miste en veninde er essensen jeg vil frem til.
Jeg har altid set for mig, at hun skulle være min brudepige, planlægge min polterabend, stå fadder til mine kommende børn og altid være den jeg kom til med både godt og skidt, og jeg ville smide næsten alt jeg havde i hænderne for hende.
Vi kvinder ved, alle at mænd og kærester kommer og går, men venskaber er for evigt. Jeg havde ikke lige forudset et brake up med min bedste veninde, og jeg går rundt med en helt tom følelse inden i, og skælder ud på alle andre . Jeg er virkelig slået ud, det er fuldstændig som når man bliver droppet af en fyr man elsker og stolede på x 2.
Hvor er det underligt, at hende der kender mig bedst, hende jeg har stået sammen med i tykt og tyndt, er forsvundet ud i det blå på under 5 minutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar